Udgivet lør d. 28. mar 2020, kl. 00:00

Anders Raahauge skriver til 5. s. e. påske

Prædiken til 5, søndag efter påske, 2. tekstrække

 

Epistlen skriver apostlen Paulus i Romerbrevet:

 

“Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.  Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke,  og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”

 

Evangeliet til 5. søndag . påske, Johannes 17, 1-11:

 

“Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine;  alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.”

#

 

Nu lysner det. Dette bliver sidste af de noget ‘kunstige’ prædikener, vi har ladet os nøje med under forsamlingsforbuddet. Naturligvis er det et stort held, at vi i dag kan formidle over de elektroniske hjælpemidler, men e-udgaven af en gudstjeneste eller en prædikenen nu engang ikke det samme.

Det bedste er, når man samles i Kristi navn, for sammen at høre Guds Ord, sammen lovsynge Herren og bede sammen. På torsdag, Kristi Himmelfartsdag, kan vi atter samles i den kære Mariekirke. Et rum og dets mure kan man komme til at at holde meget af, især når det er Gudshuset. Men der gælder stadig en forsigtigheds-begrænsning: 80 må vi foreløbig være, 89 inklusive kirkebetjeningen.

Menigheden samles atter. Og forud for det kan vi her i dag glæde os over Jesu ord til netop sin menighed. Ordene han samler den med og går i forbøn for den. Vi hører, hvordan han stifter den, sådan som han siden gør det igen og igen, hver gang hans ord lyder. Blot to eller tre er forsamlede i mit navn, vil jeg være midt iblandt jer, lovede han jo.

Teksten til denne 5. søndag efter påske er nemlig del af  Jesu ypperstepræstelige bøn, som hans højtidelige afskedstale til disciplene kaldes. For her beder han for menigheden, ligesom ypperstepræsterne i Det gamle Testamente bad for folket. Det er en afskedstale, men det må ikke forskrække apostlene, trøster Jesus. Eftersom han og hans fader ét, vil det ikke være nogen afsked i ånden. Disciplene bliver ikke desto mindre bedrøvede, hver gang han har varslet sin bortgang. Vi mennesker kan ikke døje afsked, og hvordan skulle det være anderledes. Vi kan jo kun orientere os i denne verdens dimension og kender ikke andet. Jesus må ofte  trøste og berolige; han kender vores begrænsede horisont, og han kan trøste ved at henvise til evigheden hos hans fader, det vil sige dimensionerne uden for vores snævre jordiske tid og rum.

Nu går han til faderen - for at gøre en plads rede for os, som han lover andetsteds i Johannesevangeliet. Han skal komme og hente os, og i mellemtiden vil han sende Guds ånd, Helligånden, hvis komme vi fejrer i pinsen. Ved den kan han være hos os hele tiden. Derfor kaldes den også “trøsteren”. Afskeden har intet at sige; han vender blot hjem - med sin mission opfyldt. “Timen er kommet”, siger han. Det er nu, Han mener  dødstimen og herliggørelsestimen på Golgatha, den nært forestående. Gennem dén times vindue bevæger han sig ud til sin opstandelse, ud af denne verden. Afskeden begynder allerede her i den ypperstepræstelige bøn. Og mere trøsterige ord er aldrig talt, smukkere sted findes næppe i Bibelen. Nok er det ord til afsked, men er alligevel vælder lyset ud af ordene. Det er jo Guds ånd, der i klare ord nu udfolder ud sin blomst. Her skinner den pure nådes lys, og det så stærkt at dommens mørke brænder til aske og vejres bort af en himmelsk vind fra evigheden. Her hvor kærligheden siger farvel med beroligelse til hjertevennerne.

Større ord er aldrig talt. Her klinger virkelig Guds røst. Her kaldes, samles og stiftes menighed. Den som varer til i dag. Som stadig mødes. Ordene gælder hele Kristi menighed, dengang og i al fremtid, apostlene og os. Faderen lægger os ved sin nåde ind under sønnens varetægt. Det er glæde over glæde, men vi må ikke derover blive så høje i hatten at vi glemmer, hvilken pris sønnen betaler for at denne glæde kan komme i stand. Disse lysende løfter har det dybeste mørke som baggrund. Kristus befinder sig ved denne prædiken på tærsklen til det. Han må ind i det, ned i det - det knugende og truende - for vores skyld. Deraf nådens dybde. Den frygtelige men nødvendige vandring ligger forude - til den vanærende lidelse og død. Den, som må til, for at tilkæmpe os den syndernes forladelse, som skænker os dette barnekår hos Gud fader. ”Nu skal sønnens herliggøres, så sønnen kan herliggøre Faderen”.

Tiden er inde. Timen,som hele Jesu liv var en forberedelse på, den som alt pegede frem imod. Den som forvandler korset, dødens symbol, til opstandelsens tegn. Mørke og lys var naboer og skal ofte igen være det i vore liv, men nu indgår Gud den nye pagt med os: løftet om at lyset sejrer. Som vi skal stole på, hver gang mørket truer og ængstelsen vil tage magten i vores liv.

Det budskab til frelse samles menigheden om. Derfor synger vi lovsange. Her tager sønnen imod alle, som faderen har givet ham. “Jeg har åbenbaret dit navn, for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.”

Vi er Guds, og derfor kan han give os til sin søn. Vi e rhans, for han har jo skabt os. Vi er naturligvis frie til at påstå, vi er vores egne. Sådan taler oprøret mod Gud. Når man selv mener at kunne bestemme over sin tilværelse. Når man tror sig sin egen herre, der selv afgør selv, hvad der er godt og ondt. Selvbestemmelsen regner man for en umistelig rettighed og anerkender kun vanskeligt at man faktisk ikke sådan tilhører sig selv. Taler vi sådan, da vil vi tage os selv fra Gud. Da gør vi sådan set os selv til tyvekoster. Vi stjæler os bort - som var vi selv ophav til vort liv med fuld ejendoms- og råderet.

Men når Gud giver os til Kristus, som det sker i vores dåb, da gør han os til det, vi virkelig er. Hans kære børn. Det er hjemkomst. Så er vi ikke alt muligt andet som falder os ind. Så er vi i sandheden og i lyset. Da indser man også, at ens liv ikke tilhører en selv. Det tilhører jo allerede ens nære og kære mere end en selv - om man da ikke er aldeles hensynsløs -  og allermest tilhører det ens skaber.

Mennesker kan tro meget om Gud. At han et energifelt derude, at han er en mystisk kraft eller et højere princip. Det er meget forskelligt fra at tro ham. Menigheden bliver kristen menighed ved at tro på ham som den, der sendte sin søn jesus Kristus og som vi dybest set kun kender gennem sønnen.

Også Jesus kan man mene og tro meget om: det viseste menneske, der har levet, den mest fejlfri morallærer, en healer og mirakelmager, en profet eller en frihedshelt. Men vil man ikke nøjes med at tro om ham, men ham, da tror man at han er Guds søn. Det er kristentro: at det vigtigste vi ved om Gud er, at han er den, som sendte Kristus. Og om Kristus er det vigtigste, vi kan tro, at han er sendt af Gud.

Man bliver ikke menighed af at formode eller tro et eller andet om Gud og et eller andet om  Kristus. Menigheden er der, hvor troen på faderen og på sønnen ikke kan skilles! Den tro har ingen kunne komme på af sig selv. Den er ikke opkommet noget menneskes hjerte.  Den er forkyndt af menneskesønnen til apostlene, og de har forkyndt den videre, så den lever den dag i dag.

”Du har givet mig dem” siger Jesus om os til sin Fader.

Gud lægger os i frelserens hænder, så han skal råde over os. Vi er givet i Jesu varetægt. Da er vi i lyset. Givet til frelseren.

 

Amen

 

Anders Raahauge

 

Kategorier Nyheder